I anledning af kvindernes internationale kampdag, har jeg samlet en række stærke kvinder i mit studie til en portrætserie. Kvinderne har meget forskellige styrker og baggrunde, men helt sikkert noget alle kan enten spejle sig i, eller lade sig inspirere af.
Portrætter bør altid opleves live - kig forbi studiet til fernisering på kvindernes kampdag. Der er åbent hus fra 12-18 d. 8/3
Se de forskellige kapitler her: 8 Marts
Ann-Louise
Ann-Louise – gik Caminoen.
Ann-Louise er en del af portrætserien ”Stærke kvinder” til kvindernes kampdag hos Pinkstudio i 2022 fordi hun gik Caminoen alene.
Ann-Louise vidste ikke hun drømte om at gå Caminoen før hun var i gang med bogen ”Farvel kære sofa” af Majbritte Ulriksholm – hvor hun stødte på udtrykket ”Sjælens Camino” – bogen fik hun aldrig læst færdig, fordi tanken om at gå Caminoen kom til at stjæle hele opmærksomheden.
Efter en del research, valgte hun nordkystruten, fordi det er den der er mindst befærdet, og hun ønskede netop at gå turen alene, fordi det var det eneste rigtige for hende. For Ann-Louise var det en rejse der skulle gennemføres alene, så hun kunne mærke sig selv.
Sammen med rejsebureauet Spain is more fik hun skræddersyet sin perfekte pakke, der blev booket hoteller langs ruten, så hun havde et sted at sove hver nat og en god morgenmad inden hun skulle afsted på næste etape. I 30 dage gik Ann-Louise, 828 km i det hele, fra Irun til Santiago, med 6.8 kg på ryggen (+ vand).
I planlægningsfasen havde hun set masser af billeder fra ruten, hvor skønheden i området gav tårer i øjnene – og endnu mere da hun så det i virkeligheden. Det siger at når man går Caminoen så er der tre stadier, kroppen, hovedet og sjælen, og den oplevelse fik Ann-Louise i den grad undervejs. Det var udfordrende og svært at tage rejsen alene – hun fik øje på sine egne mentale mønstre. Det var skræmmende og forløsende på en gang.
Da hun nåede til enden af sin rute, købte hun naturligvis sit pilgrimsdokument fra Katedralen – og tog en bustur til Finestra (verdens ende)
Rejsen var ikke kun for hende selv, men også for at vise sine teenagedøtre, at man aldrig bliver for gammel, det er aldrig for sent at forfølge og opnå sine mål.
Da hun kom hjem, fik hun sin datter til at nytænke Caminoens symbol til en mere fin og feminin udgave, som hun så fik tatoveret på indersiden af håndleddet, det er hendes ”sværd” det er grounder hende og minder hende om hendes styrke.
Ann-Louise tager Caminoen igen en dag – måske den Portugisiske.