Fire trin til at finde den perfekte bryllupsfotograf

Fire trin til at finde den perfekte bryllupsfotograf - til lige præcis jeres ønsker.

277.000 resultater. Det er det I får hvis I søger på bryllupsfotograf på google. I kan naturligvis gøre det mere specifikt, og så tilføje jeres egen by bagefter – hvis jeg tilføjer ”Odense” til min søgning, så er jeg helt nede på 25.400 resultater. Men da de fleste fotografer er landsdækkende, så giver det ikke så meget mening at begrænse søgningen til hvor fotografen bor.

Det er mange sider at gennemgå, og kan være svært at overskue. Går man ind i diverse bryllupsgrupper og spørger efter råd, så falder fotograferne over hinanden for at fortælle jer at I skal vælge lige præcis dem – og det er svært at få reelle anbefalinger, andet end af dem selv.  Og man kan naturligvis godt spørge dem man kender, der er blevet gift for nyligt, om de var glade for deres fotograf, men hvor mange kender I, der er blevet gift inden for de sidste 5 år?

Så hvad gør man som brudepar, der som første (og nok eneste) gang skal ud og vælge en bryllupsfotograf? Man følger disse fire trin til at finde den perfekte bryllupsfotograf, præcis til jer – så går det ikke helt galt.

Pinkstudio by Angelina Devine sofieogjonasweb8 Fire trin til at finde den perfekte bryllupsfotograf Nyheder
Book et ufprligtende møde med Pinkstudio - tlf. 31 13 87 21
  • Find ud af hvor vigtigt det reelt er for jer, med bryllupsportrætter.

    Jeg ved godt at jeg, som bryllupsfotograf, bør fortælle jer at det er det vigtigste i verden og I vil fortryde til tid og evighed at I ikke fik gode bryllupsportrætter. Gerne krydret med et par historier om hvor galt det gik da Moster Ove tog portrætterne og glemte at sætte film i kameraet.
    Men sandheden er at bryllupsportrætter ikke er vigtige for alle, der er nogle hvor lidt mobilbilleder er alt hvad de ønsker sig, lidt til de sociale medier og en computer/telefon baggrund. Og det er helt ok. Selvom andre fortæller jer at det var vigtigt for dem, og det er det I bør prioritere, så bør I mærke efter, indeni, om det er vigtigt for jer. Og hvis det ikke er, så kan I springe resten af listen over.

  • Find ud af hvad I egentlig ønsker at bruge jeres bryllupsportrætter til.

    Det lyder lidt banalt, men mange af de par jeg har til forventningsmøder har slet ikke talt om hvad deres bryllupsportrætter skal blive til. Jeg ser i øvrigt ofte gom blive overrasket over hvad bruden havde forestillet sig – og omvendt. Jeg siger ikke I skal have det 100% på plads i detaljer, men en overordnet ide om vi taler portrætter på væggen, et album der fortæller historien, gaver til de nærmeste, takkekort, portrætter til sociale medier etc. Dette betyder også en del for hvor meget af dagen man bør booke en fotograf.

  • Researchfasen – lav en liste over jeres favorit-fotografer.

    I bør nu have fået en ide om hvor højt på jeres prioriteringsliste fotograf ligger – og hvad I forestiller jer portrætterne skal bruges til efterfølgende. Så nu kan I starte med at finde en fotograf I synes fremviser portrætter der matcher jeres stil og ønsker til portrætter. Få lavet en liste, over dem I synes matcher jeres ønsker, gerne en prioriteret liste, så I bedre kan finde ud af hvem I skal mødes med først.

  • Få aftalt møder med de fotografer I overvejer.

    Som regel er fotografen den I tilbringer mest tid sammen med på jeres bryllupsdag, så det er ret vigtigt at I føler kemien er der, at det er en person I har lyst til at tilbringe tid sammen med. Mange brudepar mødes kun med en fotograf, eller slet ikke nogen fotograf inden de booker fotografen til deres store dag. Det synes jeg er en fejl, man har ikke fået forventningsafstemt, man har ikke set (og mærket kvaliteten af) de album, vægportrætter, takkekort etc. fotografen tilbyder, og om det matcher det I ønsker jer.

    Det er også her I skal have stillet alle de ”dumme” spørgsmål (som ikke er spor dumme), såsom hvad fotografer spiser, hvad der følger med i pakken (og ikke følger med), hvilken pakke der passer bedst til jeres ønsker, hvor lang tid der skal sættes af til fotograferingen, hvordan I bedst får tidsplanen til at gå op og alt det der.

    Det er også her I beder om at se hele bryllupper, og altså ikke kun de her bedste som fotografen viser frem online – men at få lov til at se det hele, så I kan danne jer et realistisk billede af fotografens evner, og se om det matcher jeres ønsker.

Når I har gennemgået disse fire trin til at finde den perfekte bryllupsfotograf, så er I klar til at træffe den endelige beslutning. Derefter skal I ”bare” planlægge resten af brylluppet, men om ikke andet så ved I at fotografen er på plads og der kommer præcis de portrætter I ønsker jer fra jeres store dag, til glæde for jer og jeres.

Pinkstudio by Angelina Devine Rikke-og-Mikkel-739 Fire trin til at finde den perfekte bryllupsfotograf Nyheder
Book et ufprligtende møde med Pinkstudio - tlf. 31 13 87 21